Mit livs eventyr
Brikker af en mosaik
Forord til det hæfte jeg udsendte sammen med indbydelsen til min 60 års fødselsdag
Under forberedelserne til min fødselsdag er der gået mange tanker igennem mit hoved om, hvor indholdsrigt, spændende og dejligt mit liv har været indtil nu. Ikke mindst om alle de mennesker, der har gjort det muligt.
Og pludselig satte jeg mig til at skrive disse tanker ned, for at sende dem med ud sammen med indbydelsen. Først skulle det bare lige være om min første tid, hvor den bog, min far havde lavet til mig ”De første år”, har givet mig et indblik i mit tidlige liv, som jeg ikke har nogen bevidst erindring om. Men det ene ord tog det andet med sig …
Kast et blik i dette lille skrift - læs det eller lad være. Jeg fik bare lyst til at dele nogle af mine erindringer med nogen. Og til på denne måde at takke de mennesker, der gennem årene har vist mig omsorg og kærlighed ved at dele noget af deres liv og skæbne med mig
Asta
Mit livs første og største gave fik jeg af mor, far og Gud, nemlig livet. At jeg overhovedet blev til er det forunderligste.
Lys i mørket
Jeg så dagens lys midt i vinterens og krigens mørke 3. december 1944 kl. 17.40på Amtssygehuset i Haderslev.
Far skriver ” Du kom gaaende ind i Verden, derfor maatte Mor paa Sygehuset; Mor maatte i seng ved 15-Tiden. Kl.17.05 var vi paa Sygehuset, saa det var en hurtig Fødsel, men Du kan tro det var en streng Tur for Mor i Ambulancen derud. Det var Læge Pedersen og Jordemoder Alma Pedersen, der bød Dig velkommen til Denne Verden. Du er et Søndagsbarn, lad os haabe Du maa være det hele dit Liv. Tirsdag d. 12.12.44 hentede Far Jer hjem til Sommersted. Det var en Glædesdag i det lille hjem paa Kvisten: Flaget var hejst og vi havde gjort det saa festlig for Dig og Mor, som vi kunde.”
Hjemmet på kvisten var i morfars og mormors hus i Sommersted. Jeg blev født ind i en jernbanefamilie: far, Børge Norstved, var uddannet ved DSB i 1941. Skulle egentlig efter sin militærtjeneste i 1943 have været sendt til Hinnerup, men byttede og kom i stedet til Vojens som trafikassistent. Her mødte han mor, AnneliseThomsen, som var kontorist på stationen. Da mor blev gravid, giftede de sig 4. juni 1944 i Sommersted og flyttede ind på kvisten.
Morfar var portør ved DSB i Sommersted.
Farfar var også ved DSB. Farmor og han flyttede fra det nordvestjyske, lige efter far, også til Sønderjylland til Farris, som er stationen efter Sommersted i jernbaneliniens nordlige retning. Her blev farfar stationsforstander.
Let var de ikke at være nybagte forældre. Far skriver: ” Du var en lille urolig Dame den første Maaneds Tid; vi prøvede alt muligt med Dig; men først da Du begyndte at faa Flaske, hjalp det. Du voksede heller ikke meget den første Tid, men som Du ser af tabellen (ved fødslen: 46 cm, 2750 g; 1. Maaned: 2800 g; 2.Maaned: 3500 g), tog du godt paa, da Du endelig var kommet i den rigtige Gænge.”
Om min første køretur, som fandt sted 26. december 1944 kl. 14 i Sommersted i let frost, skriver min far: ”Du havde jo rigtignok været ude at køre før; men det var i Bil, da vi kørte hjem fra Sygehuset. Du kan tro Mor og Far var stolte, da vi første Gang trillede med Dig i Din fine Barnevogn ned gennem Byen. 210 Kr. kostede Køretøjet; Du hvilede sødt paa den Pude, Far havde i sin Vugge og Dynebetrækket havde Mor lavet i Skolen.”
Jeg blev døbt i Sommersted Kirke 7. januar 1945 af pastor Harbo Petersen. Mors kusine Anne Kirstine Hermann, kaldet ”Didde”, var min gudmor.
Ved dåben blev jeg opkaldt efter fars søster, Asta, som var død af difteritis efter bare et par dages sygdomsom 18-årig i 1934 (dengang kendte man ikke penicillin). Astas død var tragedien i farfar og farmors liv (og faktisk også i fars), så der lå i navngivningen både håb og forventning til mig. Far skrev et meget smukt digt med 10 vers, som en hilsen fra ”én der er usynligt til stede”. Fortalt som en drøm, hvor hans søster, Asta, bad ham viderebringe en hilsen fra hende til alle. Symbolsk ved at far skulle give mig hendes Dagmarkors.
Som det førstefødte barn og barnebarn (mor var enebarn og fars eneste søster var død) var jeg et privilegeret lille barn omgivet af lutter kærlige, nærværende og omsorgsfulde voksne + Asta, min faster, som i en eller anden forstand, har været mig nær hele livet (min engel?). Født i krigens tid med mørklægning og jernbanesabotage tæt inde på livet: farfar blev flere gange hentet af tyskerne og taget med ud på sporene som gidsel.
Slægten
Mit pigenavn er Norstved. Dette efternavn tog farfar og farmor sidst i 30’erne.
Farmor, Karen Marie Pedersen var født i Nors og farfar, Johannes Jensen, var født i Tved. To landsbyer beliggende ved siden af hinanden i Thy: Så fars del af min slægt stammer fra det nordvestjyske.
Farfar, som var udlært snedker, var hele sit liv noget af en opfinder, bl.a. som radioamatør. Farfars forældre var Ane Kathrine Nielsen og Kristian Peter Jensen, førstelærer i Tved og kirkesanger ved Tved kirke. Farfar havde 4 søskende.
Farmors forældre var Kirstine Kusk og vejmand Christian Peter Pedersen. Det særlige ved bedstefar i Nors var, at han i 1921 ved brændehugning fik beskadiget sit venstre øje, hvilket betød, at han først fik fjernet dette øje og siden blev blind også på det højre øje. Det betød – helt usædvanligt dengang – at Arbejdsforsikringsrådet af 3 omgange tildelte ham i alt 10.000 kr. i erstatning. For erstatningen byggede han ”Villa Ro”, som man stadig kan finde på Vendbjerg Bakke i Nors. Farmor havde 3 søskende.
På mors side stammer slægten fra det midtsønderjyske Skrydstrup – Bevtoft.
M.C.Thomsen stod der på dørskiltet på huset i Sommersted. Det fascinerede mig meget som barn, at forbogstaverne rummede både mormors og morfars - i øvrigt særprægede - navne, idet mormors fornavne var Mathilda Christofine og morfars Mathias Constantinus.
Ydermere var der det ved min fåmælte, beskedne og lidet anmassende mormor, at hun var født i Dandenong i Australien. Det gav hende et skær af mystik og eventyr.
Morfar blev, som sønderjyde under 1. verdenskrig, tvunget til at deltage som soldat på tysk side. Her oplevede han i ved fronten i Rusland rædsler, som mærkede ham for livstid, og som han aldrig ønskede at tale om. I det daglige var han et lunt og gavmildt menneske.
Mormors forældre husmand Søren Hansen Nilsen og Anne Kathrine Roager emigrerede omkring 1890 til Australien. I 1996 da min mormor var 2 år rejste familien tilbage til Danmark, fordi oldefar ikke kunne tåle klimaet. Mormor havde 3 søskende.
Morfars forældre var husmand Jens Ivar Thomsen og Mathilde Petrine Skau. Morfar havde 2 søskende.
I både fars og mors familie oplevede jeg, at slægten – familiefællesskabet betød meget. I begge familier var man ofte samlede. På søndage var der familiebesøg eller man tog selv på familiebesøg.
Til fester var man altid mange mennesker. Kogekonen m.fl. holdt sit indtog i køkkenet og hele huset blev ommøbleret, så der kunne dækkes op til mange mennesker.
Far, mor og børn
Mine forældre har i hele mit liv altid været der for mig, når jeg har haft brug for dem. Jeg spekulerede aldrig på, om de holdt af mig - det var ligeså selvfølgeligt, som at solen skinnede og regnen regnede. Ligeså savnede jeg heller ikke materielt noget, selvom jeg nu kan regne ud, at det ikke altid har været let at strække økonomien efterhånden som familien voksede. Når der var en større ting jeg ønskede mig, så vidste jeg, at så kunne vi børn ønske os det af morfar, for han var altid gavmild og lagde ikke de samme økonomiske restriktioner ind, som mor gjorde. Af ham fik man ønskeskoene eller ønskeblazeren.
I foråret 1945 flyttede far, mor og jeg ind i den ene af lejlighederne i et dobbelthus lige over for banegården i Vojens. Her blev Birte (1946) og Caja (1948) født. Ca. 1949 flyttede vi til Allégade i Vojens (også et dobbelthus – men meget nyere). Her blev Olefødt (1951).
Jeg startede i skole og fik min første cykel. Jeg kan endnu huske, da jeg lærte at cykle. Jeg kunne ikke stå af, men vovede mig alligevel alene ud at cykle - og cyklede rundt - og rundt - for til sidst at måtte vælte for at komme af.
1952 blev far trafikassistent (siden godsekspeditør) i Åbenrå, så vi flyttede ind i en 2 værelseslejlighed med 2 kamre på 1. sal på Tøndervej 113 – og jeg flyttede skole til Tøndervej-skolen, som var helt nybygget og ufærdig.
Jeg husker det at bo i lejlighed som noget godt. Der var et godt fællesskab mellem både voksne og børn (og der var mange børn). På godt og ondt kunne vi følge med i hinandens familieliv: vi børn vidste meget, også meget mere end de voksne anede. Væggene havde jo lyde, og vi lyttede. Der var dengang meget, som børn og voksne ikke talte sammen om.
Vi børn legede gerne i kælderen, især hvis vi kunne finde et tomt tremmerum som tilholdssted. Så gjaldt det om at være stille, så viceværten ikke opdagede os. Også en hemmelig verden.
Vi legede meget udendørs - brugte de stænger der var beregnet til at banke tæpper og løbere på (turn-stænger kaldte vi det - det må være tysk påvirket). Vi sad med et eller begge ben over stangen og svingede rundt forlæns eller baglæns. Vi legede mange boldlege (hali-halo) og kridtlege (hoppe i mand - lege krig), sjippede og hønsede (helst med dueringe).
Hver aften ved syvtiden sad vi børn i den halvrunde blå sofa med ørene langt inde i radioen for at høre Inge Aasted og musen Hannibal.
I 1957 startede jeg i 1. mellem på Statsskolen – en ganske anden verden – som bl.a. betød, at jeg fik flere veninder, hvis forældre var landmænd. Det betød f.eks. mange dejlige weekender på cykel til Ravsted, hvor jeg prøvede at ride på meget brede arbejdsheste – i det hele taget en kontakt til dyr, som jeg ikke kendte hjemmefra (man måtte jo ikke have husdyr i boligblokkene).
Og dog – så havde jeg i flere år Piphans- en knaldgul kanariefugl – og siden Grethe – og unger.
Piphans havde den særlige historie, at jeg fik ham foræret af Laurits og Laura fra Brøndbyøster, som jeg var på ferie hos i 1955.
I næsten alle mine sommerferier var jeg i København hos onkel Hans (mormors bror) og tante Olga. De boede i nærheden af Mozarts plads på 3. sal i et stort boligkompleks med baggårde med skure osv. Onkel Hans var arbejder på Frihavnen, et flittigt og arbejdsomt, meget nobelt og redeligt menneske. Deres eneste datter Margrethe, mors kusine, tilbragte mange af sine sommerferier som barn i Sommersted. Jeg tror, de nød at gøre gengæld ved at være mine sommerferiebedsteforældre.
De tog sig i hvert fald meget kærligt af deres sønderjyske feriebarn, og jeg tog med dem på familiebesøg i tante Olgas store familie, som bl.a. omfattede Laura og Laurits, som havde en datter, Lis, som var jævnaldrende med mig. De havde brevduer. Jeg tror, at det var min interesse for dem, der medførte, at de forærede mig en kanariefugl. Piphans rejste med mig i sit bur hele vejen fra Brøndbyøster hjem til Åbenrå (man skulle skifte tog/færge/tog mange gange dengang). Piphans sang dejligt for os i flere år.
I man år var alle ferier og fridag ellers lig med at være i sommerhus ved Jels sø. Vi kunne være utrolig mange mennesker i det lille sommerhus. Alt vand skulle hentes. Petroleumslamper og primusser. Luksus var der: vores motorbåd ”Anna”. Vi cyklede derned fra Sommersted.
Et par stykker af gangen var vi på oplevelsesrige ferier i Thy hos farmor og farfar eller i Sommersted hos mormor og morfar.
Derhjemme fik jeg omkring konfirmationsalderen (1960) mit eget værelse (efter at vi i en periode havde haft en 3-etages køjeseng, hvor jeg sov i den øverste). Det betød, at far og mor i mange år, både i Åbenrå og siden i Sønderborg, sov på sovesofa i stuen. Hvor besværligt for dem, og hvor opofrende over for os unger, især mig.
I det hele taget var jeg privilegeret. Det må somme tider have været hårdt at være mine søstre! Især for dem - for Ole blev, som eneste dreng, også forkælet.
Familien anskaffede på et tidspunkt klaver, og jeg fik musikundervisning. Der var dengang ikke musikskoler. Jeg blev undervist af en ældre, enlig og lidt sær dame, som jeg var bange for, så jeg skiftede til en anden, Mimi Møller, som var enke og ernærede sig ved at undervise børn som jeg. Ingen af os børn var vist særlig talentfulde eller havde særlig lyst. Jeg øvede mig for lidt og blev aldrig rigtig noget ved musikken (bortset fra klaverledsagelse til fløjter og violin til en skolekoncert). Tænk det blev der brugt mange af familiens penge på. Ydermere skulle hele familien lægge øre til mine øvelser, hvor de samme fejl gentog sig om og om igen. Alligevel har det haft betydning, for musikken er en vigtig del af mit liv. I mange år sang jeg i kirkekor, hvor en af forudsætningerne var, at man kunne noderne.
I 1958 blev Dorte født. Jeg kan huske, at jeg var lidt flov over, at vi var 5 børn. Så mange var der ikke mange, der var. Dog var der én i klassen, der havde 6 søskende. For en teenagepige var det dejligt at kunne bruge sit yngelplejeinstinkt. Dorte blev vores alles lille yndling. Hun blev klædt på og redt efter alle kunstens regler. Jeg husker, at jeg syede en kjole og en hat til hende, som jeg selv havde udsmykket med kartoffeltryk - hvid med blåt tryk.
Samme år startede jeg som bogopsætter på børnebiblioteket i Åbenrå, som dengang lå på 3. sal i en skolebygning på Rådhusgangen. Børnebibliotekaren var nygifte Hanne Rohleder. Timelønnen var lige godt 1 kr., og jeg arbejdede 1 time hver dag. Jeg oplevede det som dejligt selv at tjene penge. Nogle af pengene blev brugt til nylonstrømper (med søm).
Jeg læste mange bøger f.eks. Gyldendals udødelige klassikere. Netop i de år udkom de første ungdomsbøger på dansk, alle oversat fra amerikansk. Dem slugte jeg.
Mine fritidsinteresser i som barn og ung var mange: spejder, gymnastik, dans, tennis, sangkor. Fik lov til at gå til det hele.
Min pubertet var en svær tid for mig. Jeg fik bumser. Det fyldte meget i mit pigeliv. Mor var meget opmærksom på det og fik mig også til hudlæge, doktor Unna, i Åbenrå, som gav mig en zinklignende creme og noget kornet hvidt pulver, som sikkert ville være effektivt. Men tænk, hvordan det så ud! Jeg var dybt ulykkelig. Så bekostede mor, at jeg fik behandlinger hos Elsa Hjeronimus, en kosmetolog, der af og til kom til byen. Jeg fik også de dyre cremer og ansigtsvand. Og det hjalp!
1962 blev far godsekspeditør i Sønderborg, og vi flyttede ind – igen – i en 2-værelsers lejlighed med 2 kamre. Jeg var da 2.g’er - blondine - og blev som ny pige lidt omsværmet. Fik kæreste, en 3.g’er. Så jeg kom til de ”rigtige” fester med ”rigtige”. Ydermere var jeg så heldig at bo dør om dør med Ulla Midtgaard, som blev min sidemand i gymnasietiden på SSS.
En ny verden - vores årgang spillede ”Pinafore”, som blev opført hele 3 gange på Teaterhotellet i Sønderborg og sendt i uddrag i radioen - en herlig tid.
Derhjemme fik vi bil - en sort folkevogn - og mor tog kørekort.
Kærligheden / Mit livs prins
Allerede i forbindelse med ”Pinafore” havde Finn og jeg øje for hinanden og flirtede lidt. Men først til en fest 21. november 1963 blev det alvor. Jeg måtte slå op med min kæreste, Christian, som læste i København. Det var virkelig Sturm und Drang - jubellykke til den ene side - og til den anden en knust kæreste, jeg så gerne ville trøste.
Men det var Finne og mig. Vi var ovenud forelskede - og meget romantiske. Så vi skulle selvfølgelig ringforloves på halv årsdagen, nemlig 21. maj 1964.
Det blev fejret ved bålpladsen i haven i Rugtoften, hvor familien Olsen: Kaj & Tove, Annie, Per og Finn boede. Båltraditionen har altid, dengang som nu, været en vigtig del af samværet i Olsen-familien. Det hang måske sammen med, at det var en rigtig spejderfamilie, jeg var havnet i. Hele familien havde været spejdere. Og det viste sig faktisk, at jeg kendte Tove fra tidligere, idet vi havde mødt hinanden på ”Solskinslejren” en stor international spejderlejr på Skamlingsbanken i 1958, hvor vi Åbenrå-spejdere ikke havde en leder med, så vi fik lov at låne Tove fra Sønderborg-spejderne.
Inden vi blev ringforlovet, havde vi i april været til det første bryllup i Olsen-familien: Annie fik sin Erik. Til denne lejlighed syede mor en kjole til mig - faktisk en nøje kopi af en model, vi havde lånt hjem fra en forretning.
Mor har i mit liv syet rigtig mange kjoler til mig til både hverdag og fest - bl.a. de 3 hvide kjoler: konfirmationskjolen, studenterkjolen og brudekjolen. Hun var utrolig dygtig til at sy. Da vi var små. syede hun på et tidspunkt samme model i 3 størrelser (så stakkels Caja fik fornøjelsen af at skulle blive ved med at gå iklædt ”den samme kjole”). Da Birte og jeg var små var det ofte omsyet tøj. I mange år skulle vi til Lene sypige i Sommersted, som tog mål og klippede kjolerne. Mor syede. Vi skulle prøve på undervejs og fik meget respekt for knappenåle.
Studenterkjolen, som havde en helt speciel udskæring (vanskelig at sy), blev flittigt brugt i den uges tid i sommeren 1964, hvor Finne og jeg sprang ud som studenter.
Og da ugen var gået flyttede jeg til Silkeborg. Jeg begyndte som bibliotekarelev i Silkeborg 1. juli - ingen sommerferie!
Jeg flyttede ind i et værelse hos familien Andersen i Grønnegade. De havde 3 værelser lejet ud til unge piger. ”Køkkenet”, som vi tre delte, var en smal gang (uden vinduer) med en bordplade med to gasblus og et skab. Gangen førte frem til en dør, der rummede toilettet. Håndvasken, som også var i gangen, blev brugt både til vask af hænder, hår og opvask!! Bortset fra disse forhold var familien imødekommende, og det var rart at bo samen med andre unge. Det var sådan, at vi ofte ikke var 3, men 6 beboere, for vi havde hver en kæreste, der jævnligt overnattede (men det var meget hemmeligt, for det var på alle leder forbudt).
Dengang ”sov man ikke sammen, når man ikke var gift”. Sådan var det også, når vi var hjemme på besøg hos vores forældre. Der var sørget for separate sovepladser til os.
Finne og jeg kunne jo ikke undvære hinanden, så Finne valgte at blive discipel på Himmelbjerg apotek i Silkeborg. Sådan ville han måske ikke have valgt, hvis han havde kunnet se lidt længere frem. Det betød uddannelsesskift undervejs, som nok kunne have været undgået.
Så da han 1. august også flyttede til Silkeborg fik han værelse hos en kordegn, hvor han dog sjældent opholdt sig. Senere da vi blev gift, fik vi begge værelser hos kordegnen. Det var kælderværelser med køkken i gangen. Og vi blev de eneste lejere, så det blev rimeligt og hyggeligt.
Læretid
Min start som bibliotekarelev var speciel, ide jeg startede med at vikariere for pedellen. Jeg skulle pakke pakker, gå på posthus og lave kaffe og te til hele personalet. Silkeborg Bibliotek var et spændende bibliotek med stolte traditioner. Arbejdsmiljøet var meget anderledes end i dag. Man var des. Som pige kunne man ikke møde på arbejde i lange bukser (kun hvis man kun skulle arbejde på magasinet i kælderen).
Jeg mødte kunsten tæt på, idet skranken, hvor vi elever arbejdede mest i starten, var udsmykket med et kæmpebillede af Asger Jorn. Jeg mødte også kunstnere tæt på f.eks. flere Kgl. skuespillere, som var på kurophold på Silkeborg Bad og som kom og lånte bøger. Jeg husker tydeligt Maria Garland og den måde, hun sagde Kgl. Skuespillerinde på. Albert Dam, som var indfødt silkeborgenser, kom undertiden, og så skulle vi tilkalde overbibliotekaren, så Dam kunne få speciel service. Der blev som noget helt nyt afholdt forfatteraftener, med bl.a. Per Højholt og Else Gress. Det var virkelig horisontudvidende, både den officielle del og samværet med dem før og efter.
Et af mine helt specielle møder var Astrid Lindgren, som var på turne norden rundt, fordi hun havde fået en litteraturpris. Hun mødte alle stederne hundredvis af børn. Jeg havde i den anledning lavet en stor Pippi-figur af flamingoplade. Den så hun. Men endnu vigtigere, hun blev virkelig glad for en lille Pippi-figur, som jeg havde lavet af bl.a. piberensere, vat og nylonstrømpe. Hun var et menneske, der bestemt ikke holdt af rampelys og massekontakt, men slappede af, når hun var i et lille lukket selskab. Her var jeg heldig at deltage. Det gjorde indtryk på mig, at hun af alle muligheder på spisekortet på Silkeborgs bedste hotel valgte en enkel omelet, at hun ikke specielt var glad for børn (især ikke i mængder) og at hun overhovedet viste interesse for en lille bibliotekarelev.
Jeg havde faktisk først lige læst Pippi Langstrømpe, idet jeg som barn syntes, at hun var alt for fjollet. Siden da har hun , Emil, Ronja og brødrene Løvehjerte og deres forfatter haft en speciel plads i mit hjerte.
I december 1964 blev Birte gift med sin Bent, som vi havde lært at kende om sommeren. Det var spændende, at der nu pludselig var fynboer i familien.
I 1965 var der grøde i de små familier: Birte og Bent fik Kim, og Annie og Erik fik Anja.
Jeg fik en ny rolle som moster til en dejlig lille dreng og tante til en ligeså dejlig lille pige. De var bare de bedste børn i verden. I begge familier blev de mødt med megen kærlighed og opmærksomhed. Finne og jeg var dybt optaget af, om nu børnenes forældre gjorde det rigtige. Alle de der ting man nu udsætter nyfødte for. Så længe man ikke selv har børn, er man velsignet sikker på, hvordan forældre skal gøre. Om ikke før, så sander man dette, når man selv får
børn.
For os var det dejligt at være sammen i Silkeborg. Men allerede efter et halvt år skulle jeg på Biblioteksskolen i København. Det var et drøjt halvt år for os begge, nok mest for Finne, for jeg havde mine veninder på skolen. Vi var fire piger: Birthe Bjerg, som var elev sammen med mig i Silkeborg, Birgit Lind, elev fra Århus, Karen Knudsen, elev fra Skive og klassekammerat fra Statsskolen, og mig, som næsten altid var sammen både på Biblioteksskolen og uden for den.
Mange weekender sejlede Finne fra Århus til København, og mere end en gang nåede han kun lige båden tilbage igen.
Så det var dejligt igen at være sammen i Silkeborg. Her valgte vi i et års tid at spise vores varme mad på KFUM’s pensionat. Så vi styrtede af sted fra vores arbejdsplads for sammen med mange andre at kaste os over de to varme retter - og så hu hej tilbage igen, idet vi hver især havde bare en halv times spisepause.
Bryllup
Det kunne ikke være anderledes, vi skulle giftes 21. maj 1966. Ifølge kalenderen var der lang tid til, at 21. maj igen faldt på en lørdag - og som de ærke-romantikere vi var, så skulle det jo være den dag.
Så vi blev gift af pastor Birkler i Christianskirken i Sønderborg, og festen blev holdt på Kalvø.
Mor og jeg havde megen hyr med at finde stof, der var hvidt nok til min brudekjole. Jeg havde nemlig hæklet 10 meter blonde, som skulle syes på kjolen, som var syet i prinsessefacon. De skulle selvfølgelig vaskes inden, og så blev de kridhvide!
Jeg gjorde mig store bekymringer om mit hår og min frisure. Så - heldigvis - prøvede jeg i god tid frisøren i Åbenrå (far og mor boede jo nu i Åbenrå - og der skulle jeg jo ”klargøres”) - og kom grædende hjem. Så min frisør i Silkeborg øvede med mig, så jeg godt selv kunne sætte frisuren.
En måneds tid før brylluppet fik jeg hævede fødder, og min læge beordrede 0 spidse sko. Træsko og fodformede sko hjalp heldigvis, så jeg kunne få de fine sko på, der var købt for lutter 1-, 2-, 5-,10- og 25 ører med hul i. Men alt lykkedes: vi var et smukt par, der sagde ja til hinanden.
Andendagsmorgen derefter, hvor vi havde overnattet i Åbenrå, blev jeg svimmel og faldt om - lige ned i mors arvekrystalvase, så jeg skar en flænge i hovedbunden og måtte på skadestuen og sys. Så Finne drog på bryllupsrejse til Drejet ved Kegnæs, hvor vi lånte Annie og Eriks campingvogn, med en brud med hul i hovedet og en nathuelignende forbinding på hovedet.
Rørende var det herude at få besøg af Kaj, der kom cyklende. Det rørende lå i, at hans ærinde var, at han ville give os seksualoplysning. I betragtning af at ingen af os var færdige med vores uddannelser, ville han lige sikre sig, at vi vidste, hvordan man undgik at få børn. Vi forsikrede ham - uden at fortrække en mine - at vi var veloplyste.
Sommeren 1967 flyttede vi til København. Vi flyttede ind en lejlighed ovenpå i moster Karens hus i Mellemvangen i Brønshøj. Karen var Toves søster - og det særlige var, at huset i sin tid var bygget af Toves forældre - og at Kaj og Tove boet som nygifte i lejligheden, og at Annie var født her.
Inden vi flyttede ind, havde der boet en kunstmaler. Hun havde været et kreativt menneske, som også havde malet lejligheden med stærke farver - der vel at mærke skiftede nuancer undervejs.
Onkel Hans, det hjælpsomme menneske, havde hvidtet lofterne og malet vinduer dørkarme, gulvlister osv. Så vi skulle kun tapetsere. Det blev en rigtig lille idyllisk lejlighed med de skrå vægge. Kun et var stort: altanen. Vi delte toilet med moster Karen (der var kun toilet - og ingen varme - uh!). Kun koldt vand i hanerne. Vi fik sat en vandvarmer op. Det hjalp meget. Her boede vi i 2 år.
Jeg blev færdig som bibliotekar sommeren 1968 og fik arbejde som børnebibliotekar i Buddinge filial i Gladsaxe (hvor Erhard Jacobsen var borgmester). Et spændende år, hvor vi arbejdede med ølkassebibliotek og børnecenter. Og ustandselig var i oprør mod ledelsen.
Sådan havde også min tid på biblioteksskolen været - som rektor sagde: ” Nyt oprop hver dag.” Det var jo ungdomsoprørets tid der sidst i tresserne - også for os - alt blev der sat spørgsmålstegn ved - alt skulle prøves (også hash--).
Vi fik også ”børn” - nemlig to kattekillinger: Muggeog Trine, som blev efterladt af deres mor i vores cykelskur. De blev flasket op, og var en vigtig del af vores liv. Vi gik tur med dem - og var meget bange for, at kattefangeren skulle tage dem.
De fulgte os i vores videre liv, flyttede med til Tarm og med her til Himmark, såvel da vi boede i aftægten hos Jakob og Margrethe, som her til hvor vi nu bor. De blev henholdsvis 16 og 14 år gamle.
Jeg fik en ny værdighed, nemlig Gudmor for Jørgen, Birte og Bents anden søn. En dejlig lille dreng, der så på mig med de mest lysende blå øjne i verden.
Arbejsliv i det vestjyske
Da Finne 1. august 1969 blev laboratorieleder på Grindstedværket, flyttede vi til Tarm, hvor jeg blev ledende børnebibliotekar ved Egvad Bibliotek. Egvad Kommune var forud for sin tid, idet den blev dannet allerede i 1966 - altså før kommunalreformen i 1970. Der var helt nyt bibliotek og ny bogbus.
Indtil jeg kom havde Egon Hansen været eneste bibliotekar, så der var nok at tage fat på - og lang, lang arbejdstid. Det tidligste jeg havde fri
var 17.15 - og mindst to dage arbejdede jeg til 20.15. Til gengæld havde jeg en times middagspause - det havde alle i byen, også børnene i skolen - og alle skulle hjem og spise. Men Finne var jo i Grindsted - så det var der ikke så meget ved.
Til gengæld var det utrolig spændende med de mange besøg af biblioteksfolk fra nær og fjern samt at arbejde som børnebibliotekar. Det var nærmest pionerarbejde. I bussen lærte jeg efterhånden de fåmælte, men ofte lune vestjyder at kende.
Så var der dog lige ”Morten Korch”-fighten. Egons linie var, at vi ikke havde - og ikke skaffede Korch, Cavling og Lars Nielsen - og det håndhævede jeg. Lange avisdebatter - vrede og ubehagelige. Da var det ikke sjovt at være i bussen. Sagen endte med, at kulturudvalget pålagde os at skaffe Korch fra Herning. Pyh!!
Finnes job var meget arbejdskrævende. Fabrikken havde ønsket, at vi bosatte os i Grindsted. Men Egvad kommune stillede en lærerbolig (et hus på 160 m2) til rådighed. Så derfor boede vi i Tarm. Det var ikke praktisk for Finne, for hver anden uge skulle han tage prøver hver 4. time døgnet rundt. Heldigvis havde vi vores nyanskaffede Renault 4, som troligt kørte de mange kilometer. Somme tider kørte jeg med i de sene nattetimer, blot for at holde ham med selskab. Bortset fra dette besvær syntes han jobbet var rimelig spændende.
Januar 1970 blev en hård måned for os. På et weekendbesøg i Åbenrå var Ole og Finne på kælketur i skovene - og når de to var (er) sammen sker der ofte uventede, vilde ting. Det endte med et brækket ben for Finne. Falck måtte rekvirere hele to traktorer for at få ham transporteret til sygehuset.
Morfar kom på sygehuset med blødende mavesår og døde kort tid efter. Det var ikke til at tro, at et menneske, som havde betydet så uendelig meget i mit liv, ikke var mere. Jeg følte mig frygtelig alene i Tarm.
Jeg husker, at Finne kørte bil med sit brækkede ben til begravelsen i Sommersted. Og at farmor (hun og farfar kørte med os) sagde, at hun syntes, ”at det havde været en hyggelig begravelse”. Jeg var chokeret. Det var mit livs første begravelse, og de ord hørte i mit hoved slet ikke til i den sammenhæng. Men siden har jeg ofte tænkt på, at farmor havde ret.
Finne søgte og fik arbejde på Danfoss 1. april 1970. Jeg blev i Tarm, mens han havde sin prøvetid. Resultatet blev, at jeg måtte sige mit spændende job op til fordel for et - synes jeg dengang kedeligt job - som børnebibliotekar i Nordborg. Jeg havde søgt assistance hos Peter Rohleder, som var overbibliotekar i Sønderborg. Han påstod, at der var mange udviklingsmuligheder i Nordborg. Der ville helt sikkert ske noget.
Der hvor regnbuen ender...
1. juli 1970 flyttede vi til Himmark. I aftægten hos Jacob og Margrethe. En driftig tid tog sin begyndelse.
I Tarm havde vi planlagt at få barn, men på trods af, at perioden lige efter man er ophørt med p-piller skulle være velegnet, så ville det ikke lykkes. Men det ville det i Himmark. Jesper blev født 23.marts 1971.Vores verdens lille vidunder. En frustrerende dejlig tid, for alt var jo nyt for os, der i teorien vidste en masse om, hvordan man skulle håndtere situationerne. Men det var meget anderledes i virkeligheden. Som det er alle førstefødtes lod, blev Jesper sine forældres prøveklud. Men han må have gjort det så godt, at det med at få børn ikke virkede afskrækkende, for i sommeren 1973 var der flere ved Himmark strand, der syntes, at jeg var blevet noget buttet om livet.
27. november kom Sigurd til verden - en verden af nyfalden sne. Sneen lå i de 6 dage, vi to var på Kongevejshospitalet i Sønderborg. Jesper fik en slæde og nød sneeventyret, som sluttede da vi kom hjem igen. Det var, ærgerligt nok for én med en slæde, der gerne ville bruges.
Begge fødsler passede godt med Paul Marotis, det nye biblioteks arkitekts, teori: at der fulgte et nyt barn med, når man flyttede i ny bolig. For Sigurds vedkommende var det endda dobbelt, for vi var i Himmark flyttet i eget hus. Det vi bor i nu. Og biblioteket var flyttet i nyt hus i foråret samme år.
De første 3-4 år i Himmark var en meget travl tid præget af mange ændringer, såvel på hjemmefronten som på arbejde. Ordet ”forandringsparathed” kendte vi ikke - men praktiserede det.1. februar 1971 blev jeg leder. I starten af marts var vi, byrådet og personalet, i Tarm og Ringkøbing for at se på nye biblioteker. 23. marts fødte jeg Jesper. og i april var jeg til de første byggemøder. Heldigvis havde jeg en god støtte i Inge Jensen, som var en erfaren og hjælpsom bibliotekarkollega.
Min første ventekjole i 2. graviditet købte jeg til bibliotekets indvielse d. 5. maj 1973. Den var i øvrigt lårkort. Lårkort og hotpants hørte først i 70’erne til bibliotekslederens foretrukne påklædning.
En biblioteksleder, der ud over arbejdet med planlægning af det nye bibliotek, fik vedtaget forslag om ny biblioteksstruktur, der nedlagde 4 ud af 7 folkebiblioteksafdelinger.
Hertil kom, at der skulle ansættes nyt personale. Personalet på hovedbiblioteket blev fordoblet fra 7 til 14.
På hjemmefronten kom vi i 1974 i gang med renoveringen af vores hus. Vi fik den første stråtækning i den sommer. Pludselig gik det stærkt: det gamle tag skulle pilles af - det nye på - og så havde vi rejsegilde.
Det var en tid, hvor vi levede primitivt. En hel sommer havde vi ikke tag på. Uden regnvejr! Da vi gravede ud og rev vægge ned nedenunder manglede vi en overgang den ene væg i badeværelset. Vi måtte tage døren ”med os rundt” for at kunne sidde nogenlunde ugenert . Så opholdene dér blev ikke lange. Ungerne badede i en lille rød balje: to på én gang.
Når vi klarede dette ”rod” så godt, som vi gjorde, skyldtes det den enorme hjælp, vi fik fra farfar og farmor, Kaj og Tove. Farfar var murer og altmuligmand og stillede mindst hver weekend for at arbejdede igennem mange år.Og udover at være vuggestue, børnehave og fritidsordning for Jesper og Sigurd, så sørgede farmor for, at vi fik noget at spise. Når vi hentede ungerne, spiste vi sammen. Og når jeg havde aftenvagt, havde Finne både unger og mad med hjem til mig. En slags kollektiv kan man vist godt kalde det.
Ferien i 1974 gik til Norge i tagtelt sammen med Kaj, Tove og Anja. Én af mange dejlige fælles ferier.
At fortælle om dem vil udgøre en heltsærlig mosaik med masser af spændende, utrolige, fantastiske, sjove, hyggelige og legendariske brikker.
Hermed slutter 1. del: de første 30 år af mit livs eventyrs mosaik.
to be continued.....
2. del fortsætter eventyret. Læs om den romantiske Parisertur, der førte til det vidunderlige, at Morten Andreas, vores dejlige efternøler, blev født 17.juni 1988.
Om en lille dreng med to ekstra ”forældre”, storebrødre og dejlige legekammerater.
Om Jespers uheldige fodboldkamp i 1994, hvor han brækkede sit skinneben - og Sigurd dermed havde en cykel i overskud, som han kunne tilbyde sin udkårne, Dorthe.
Konsekvensen heraf var et drømmebryllup i 2002, og at Jonas, vores lille øjesten og charmetrold, kom til verden 4. september 2003.
At opleve verden gennem hans øjne, at se og være sammen med ham, er næsten at blive født på ny.
Om CF’eren Jesper der blev premierløjtnant ved Søværnet i juni i år og fandt sin kæreste Tanja på Slagelse Sygehus.Eller lægen der forelskede sig i lægesekretæren (lige til en lægeroman).
Om livet med hundene Sasha, Lizhok, Mishka, Tasha, Lizhka og Thor.
Og med kattene Mille, Malle, Speedy og for nylig killingen Mulle.
Om familiernes liv: sørgelige tab og glædelige familieforøgelser.
Om Løjttræf i Norstved-klanen og pinse-træf i Olsen-banden.
Om et spændende og udfordrende arbejdsliv i konstant forandring: bogbus- og filialudvikling og afvikling, kombiblioteksorganisation, edb, It, Internet, selvbetjening. Bibliotekets år 1997, Nordborg 2000, kultur og fritid, frivillighed …..Alt sammen i samarbejde med dejlige og dygtige kolleger.
Om små lånere, der blev store og selv kom med små lånere …
Og mange andre historier om glæder og sorger, dagligdag og uforglemmelige ferier - sommer og vinter - i nord, syd, øst, vest……
Efterskrift
”Hvert Sekund fødes der en Menneskesjæl til Verden.
Et nyt Lys tændes, en Stjærne der maaske skal brænde usædvanligt smukt,
der i al fald har sit eget, aldrig sete Spektrum.
Intet Menneske er en Gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages.
Hvert nyt Væsen ligner de Kometer,
der kun én Gang i al Evighed rører Jordens Bane
og en stakket Tid drager deres lysende Vej henover den
- en Fosforceren mellem to Evigheder af Mørke.”
fra ”Ditte Menneskebarn” af
Martin Andersen Nexø
|
